Kløver i græsplænen – to metoder til bekæmpelse

0
45
Kløver i græsplænen

Dette indlæg er udarbejdet i samarbejde med den virksomhed der linkes til. Indlægget er derfor betalt - det samme gælder links.

Hvordan fjerner jeg kløver fra min græsplæne uden at skade græsset? Det spørgsmål har givet mange grublerier hos mange haveejere. Måske er det en god idé at starte med at spørge dig selv, hvorfor du vil fjerne kløver fra din græsplæne. Hvis du stadig vil fjerne det, får du her to klare og simple metoder.

Hvorfor er der egentlig kløver i græsplænen? Og hvorfor kan det nogen gange tage helt overhånd?

Kløver har brug for kvælstoffattig jord, mens græsser har brug for kvælstof. Så hvis kløverplanterne er ved at tage magten over din græsplæne, er det tegn på kvælstofmangel i jordbunden.

Kløverplanterne har lige som ærteplanter den egenskab, at de trækker kvælstof ud af luften og lagrer den i små vorter i rødderne. Derfor vokser de godt i jord med mangel på kvælstof, hvor de nogle gange kan udkonkurrere andre arter – f.eks. dit smukke plænegræs.

Kløverfrø transporteres med luften, og du kan ikke undgå, at der lander kløverfrø på din græsplæne.

Er der fordele ved kløver i græsplænen?

Ja. Kløver har gode, brede blade som skaber skygge i bunden af plænen. Det kan gøre det vanskeligt for andre slags ukrudt at få fat. Desværre kan nogle kløverarter klare sig så godt, at de overtager store arealer på plænen.

Hvis du gerne vil nyde kløverens fordele, men undgå dens ulemper, kan du købe en græsblanding som har mikrokløver med i blandingen. Mikrokløver bliver ikke lige så højt som græsset, men skygger godt i bunden af plænen. Græsstråene vokser let over mikrokløverlaget. Så græsset tager ikke skade af mikrokløver.

Lige som vild kløver samler mikrokløver også kvælstof ind fra luften, og lagrer det i rødderne. Når kløverplanten går til, frigives kvælstoffet til jorden. Det betyder, at bundlaget af mikrokløver i din plæne er med til at gøde græsset. Helt naturligt.

Du får den samme fordel med vild kløver. Så hvis den vilde, selvsåede kløver ikke tager overhånd, kan du roligt lade den stå.

Fjern kløver i græsplænen med gift

Der findes lovlige bekæmpelsesmidler, som kan fjerne kløver uden at fjerne græs. Og der findes blidere, ugiftige metoder.

Du kan for eksempel sprøjte med Bayer Garden plænerensen Trim Toxan. Hvis du gerne vil sprøjte med gift, opnår du det bedste resultat ved at lade kløveren vokse højt, før du sprøjter. Derefter lader du kløveren stå i mindst en uge, før du slår græsset igen.

På den måde har giften tid til at trænge ind i planterne. Når du har slået græsset, anbefales det, at du gøder med NPK-gødning eller tilfører topdressing.

Plænerens skader ikke græsset, da det kun virker på bredbladet ukrudt. Men vær opmærksom på, om det produkt du bruger, er lovligt. Fra tid til anden opdages skadevirkninger af forskellige sprøjtemidler, så hvis din flaske med plænerens har nogle år på bagen, kan den være blevet ulovlig i mellemtiden, fordi den kan skade børn, dyr og miljø.

Bekæmp kløver i græsset uden gift

Hvis du ikke er vild med at sprøjte med gift, er der en anden simpel og ugiftig mulighed.

Du kan ganske enkelt gøde problemet væk. Kløveren kom jo i første omgang, fordi jordbunden gav kløveren en fordel frem for græsset. Så hvis du giver græsset sin fordel tilbage, vil det forholdsvis hurtigt genvinde magten.

Nøglen til dette ligger i at tilføre kvælstof, og det gøres lettest ved at sprede NPK-gødning. Hvis du bio-klipper din plæne, vil det afklippede græs også hjælpe til at bevare et godt kvælstofniveau. Og dermed har du bekæmpet kløveren naturligt i plænen.

Læs også: gør din have klar til sommer og godt vejr