Vi holder os fra parabener

0
1705
Gå uden om parabener

Vi ser efterhånden en del grønne tendenser inden for både kosmetik, mad og tøj – grøn er kort sagt blevet en livsstil, som flere og flere danskere slutter sig til. Et af de første områder, der mærkede den grønne bølge, var kosmetikindustrien. Det er efterhånden en del år siden, at man begyndte at blive opmærksom på, at mange kosmetikprodukter indeholder stoffer, som både er skadelige for os og miljøet. En af de helt store syndere i den sammenhæng er parabener, som kan være hormonforstyrrende.

Derfor er parabener efterhånden et ord, de fleste kender. De fleste ved også, at parabener er noget, man nok helst skal holde sig fra – men det kan være svært at finde hoved og hale i.

Pas på cocktail-effekten

Det er stadig lidt uvist, hvilken effekt parabener faktisk har på vores krop, men nogle typer parabener er allerede forbudt, mens andre er under mistanke og stadig bliver undersøgt. Mange forsøger dog at undgå parabener helt, da man simpelthen ikke ved nok om dem til at kunne frikende dem. Samtidig er der også en stor risiko for, at man udsætter sig selv for store mængder skadelige stoffer uden at vide det. Selvom der er grænseværdier for brugen af parabener i produkter, bruger vi nemlig så mange forskellige kosmetikprodukter i løbet af en dag, at det hurtigt løber op – den såkaldte ”cocktail-effekt”.

Man skal især passe på med produkter, som bruges direkte på huden. Mange tænker dog ikke over, at hovedbunden også er en del af huden, og den er meget modtagelig for de produkter, vi bruger i håret. Derfor bør du også være opmærksom på at købe voks, shampoo og conditioner uden parabener.

Find rundt i junglen

Selvom den klare tendens er, at parabener er på vej ud, bruges de stadig i mange produkter, og det kan være svært at finde de skadelige stoffer på varedeklarationen. Ofte vil parabener slutte på -parabener, men i nogle tilfælde bruges deres kemiske betegnelse, som er sværere at genkende.

Heldigvis er det blevet mainstream at producere produkter uden skadelige stoffer, så det er noget, virksomhederne ofte profilerer sig på ved at skrive ”Uden parabener” på emballagen. Nogle butikker laver også et ”parabenfrit område”, så man som kunde ikke farer vild i junglen af forskellige produkter.

DEL
Tidligere artikelNavy er det nye sort
Næste artikelApple på vej ud?