Vores samfund er fyldt med forskellige slags tabuer. Det kan være en smule svært at navigere i, for alle mennesker har forskellige holdninger og opfattelser af tabuer. I nogle kulturer er det et tabu at spise med hænderne, mens det i andre anses som uhøfligt ikke at spise med hænderne. I nogle familier taler man frit og åbent om følelser, mens andre familier ikke kunne drømme om at diskutere kærlighed ved køkkenbordet. Så hvad er et tabu overhovedet? Og hvordan finder man rundt i det hele? Hvordan lærer man at nedbryde en eventuel skam, man har opbygget i forhold til tabubelagte emner, som man ønsker at italesætte og pille fra hinanden?
Tabubelagte emner
Tabuer er produkter af samfundet, og det vil sige, at vi som medlemmer af samfundet er med til at forme tabuer. Det hænger ofte sammen med, hvad der før i tiden var almindeligt eller høfligt at diskutere, men sandheden er jo, at vores verden hele tiden forandrer sig, og at tabuerne dermed også burde forandre sig eller måske endda holde fuldstændigt op med at eksistere. Så mens det i renæssancen ikke var i orden, når en kvinde talte åbent om for eksempel sin krop eller sit ønske om frihed, er det i dag et mindre tabu end dengang. Tabuer er på den måde emner, vi ikke taler om, og som anses for at være forkerte, pinlige eller upassende. Der findes selvfølgelig stadigvæk adskillige tabuer i vores samfund nutildags. Nogle af dem er for eksempel seksuelle krænkelser, karakterer, psykiske lidelser (især for mænd), død og økonomiske problemer. Du kan læse mere om danske tabuer på https://ungtilung.com/hvad-er-tabu/
Når vi taler om tingene
Vi har allesammen et ønske om at virke så perfekte som muligt, men det er vigtigt, at der er nogle, som italesætter tabuer, så der kan sættes en stopper for dem. Det er enormt uheldigt, at vi ikke taler mere åbent om tabuer, idet det kan udløse en skamfølelse hos mange. Åben dialog er vejen frem, men det kan føles enormt grænseoverskridende at dele dybe tanker og hårde oplevelser med andre mennesker. Det er derfor, at det er så godt, at der findes nogle frontpersoner, som tager det første skridt, og gør det nemmere for resten at istemme bevægelsen. Det er desuden meget vigtigt at blive opmærksom på, om man selv er med til at fremme udbredelsen af tabuer, og om man måske ubevidst er med til at lægge låg på tabubelagte emner. Måske det er på tide at se indad og blive bevidst om sine egne tabuer.