
Som nyuddannet kan det være svært at lande sit første job. Din erfaring er sandsynligvis ikke ret stor, og dit CV er ikke så langt og imponerende. Men som nyuddannet kan du gøre flere ting for at få erfaring og flere kompetencer, der kan skrives på CV’et.
Få flere erfaringer gennem frivilligt arbejde
Frivilligt arbejde er en rigtig god idé, hvis du har ekstra tid til overs i din tilværelse. Det pynter på CV’et og giver dig nye og værdifulde kompetencer. Samtidig viser det en kommende arbejdsgiver, at du har hjertet med i det, du gør. Prøv at finde et frivilligt arbejde, der læner sig op af den uddannelse, du har taget. På den måde kan du bruge din teori i praksis og komme endnu nærmere det felt, du skal arbejde med i fremtiden. Hvis du er uddannet inden for kommunikation, kan du måske hjælpe en frivillig forening med sin hjemmeside. Eller hvis du er uddannet inden for det sundhedsfaglige område, kan du blive besøgsven for et ældre menneske.
Vikarjobs er vejen ind i dit fags branche
Et vikarjob giver ikke kun råd til husleje og mad på bordet. Det bidrager også med erhvervserfaring, netværk og nye udfordringer. Efterspørgslen på vikarer er stor, og du kan finde vikarbureauer inden for stort set alle brancher. Leder du efter et job inden for det socialfaglige område eller i sundhedssektoren, så er der god mulighed for at få foden inden for døren i en kommune eller region, som jævnligt vil slå faste stillinger op. Fx kan du søge vikarjobs gennem et vikarbureau med speciale i socialrådgivere.
Vikarjobs på CV’et dokumenterer dine styrker
Det er ikke alle, der nemt kan tilpasse sig en ny arbejdsplads og nye opgaver. Men som ansat i et eller flere vikariater (og med gode udtalelser) viser du, at du er en attraktiv medarbejder. Fx viser det, at:
- du er fleksibel
- du har nemt ved at tilpasse dig
- du passer ind i forskellige teams
- du har opnået viden og erfaring